Fonde støtter nye modelskoler

Kata Fonden står bag initiativet LEAPS, der i samarbejde med fire kommuner over seks år skal udvikle en engagerende læringsform.

LE Fuf8d.jpg

Naturfagene skal integreres i alle fag, mens undervisningen er projektbaseret og anvendelsesorienteret. De første LEAPS skoler i Sønderborg og Esbjerg er gået i gang.

LEAPS er et nyt skoleinitiativ, der gennem projektbaseret læring, søger at styrke børn og unges naturfaglige og tværfaglige kompetencer såsom problemløsning, kritisk tænkning og kommunikation. Målet er at ruste børn og unge endnu bedre til fremtiden samt at skabe en række innovative modelskoler, der kan inspirere andre skoler.

LEAPS støttes af en række af Danmarks største fonde; Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Villum Fonden, Bitten & Mads Clausens Fond og Foreningen for Fremstillingsindustrien. Donorerne har sammenlagt doneret 32,6 millioner kroner, der blandt andet går til udvikling, træning og forskning frem til 2022. Planen er at flere skoler kan komme til, hvis de første fire modelskoler viser positive resultater.

”Det skal være spændende at lære. Det er målet med LEAPS-projektet. Vi vil bidrage til en mere engagerende læring gennem en ny, projektbaseret læringsform. Samtidig skal naturfagenes eksponering øges, uden at der skal undervises i flere timer. Det kan for eksempel ske ved, at der læres matematik, fysik og engelsk på samme tid”, siger Anette Clausen, bestyrelsesformand i Kata Fonden, som er initiativtager til LEAPS og understøtter skoler og lærere.

Initiativet henter inspiration internationalt og nationalt. I USA er en række skoler langt fremme med systematisk projektbaseret læring, og her er der mange eksempler på, hvordan flere faglige læringsmål kan nås igennem et projekt. En skoles teaterforestilling giver for eksempel mulighed for at bruge fagene aktivt og for at lære autentisk om konstruktion af scene, lyd og lys i forestillingen. Mulighederne er mange, når man ser aktiviteterne i et totalt læringsperspektiv.

I LEAPS lægges der vægt på, at læring ikke kun skal være boglig. Projekter med skarpe læringsmål, krav om synlige resultater og brug af problemløsnings- og samarbejdskompetencer er i fokus, og LEAPS skal være til glæde for alle elever.

”Projektets tanker om at bruge projektbaseret læring med øget fokus på naturfagene som grundlag for at skabe en endnu bedre folkeskole gør et særdeles godt indtryk på os. Projektet kan bidrage væsentligt til det målsatte udviklingsarbejde, som vi er i gang med i vores skoler”, siger Erik Lorenzen, udvalgsformand For Børn og Uddannelse, Sønderborg Kommune.

Sønderskov-Skolen i Sønderborg og Signaturskolen Kvaglund i Esbjerg er de første skoler i LEAPS-initiativet. De næste to skoler offentliggøres løbende, når aftalerne med skolerne og kommunerne indgås. Skolerne bliver lokale fyrtårne og besøgscentre for projektbaseret læring.

”LEAPS passer perfekt ind i Esbjerg Kommunes science-strategi. Med LEAPS som værktøj kan vi på en skole skabe et fælles, langsigtet løft, for børn og ansatte, som er attraktivt. Vores ansatte har taget særdeles positivt imod LEAPS”, siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget, Esbjerg Kommune.

Nye læringsformer tager tid at udvikle og indføre, og LEAPS er et initiativ, hvor deltagerne vedkender sig, at en gradvis fire-årig ændringsproces på skolerne er nøglen til børns og læreres trivsel.

OM LEAPS-PROJEKTET

  • LEAPS står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science.
  • LEAPS er et initiativ, der lægger vægt på, at fire skoler udvikler sig til modelskoler. Målet er, at der skal skabes en mere engagerende form for læring, hvor fagene i højere grad integreres og læringsformen er projektbaseret.
  • I LEAPS lærer børnene at arbejde systematisk med projekter, en arbejdsform som også kendes fra offentlige og private virksomheder
  • LEAPS støttes af fire af Danmarks største fonde, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Villum Fonden og Bitten & Mads Clausens Fond, samt Fremstillingsindustrien. Den almennyttige fond Kata Fonden understøtter processen på de fire udvalgte skoler.
  • Initiativet har modtaget 32,6 mio. kr. fra de fire fonde og Fremstillingsindustrien. De deltagende kommuner investerer ligeledes ressourcer i skolernes omstillingsprocesDe første skoler i LEAPS er Sønderskov-Skolen i Sønderborg og Signaturskolen Kvaglund i Esbjerg. De 2 øvrige skoler offentliggøres senere.

OM KATA FONDEN 

  • Kata Fonden er en almennyttig fond der har til formål at fremme viden og praksis om læring og innovation.
  • Det er et grundvilkår i Kata Fondens projekter, at de skal være nyttige for samfundet, og at den viden, der skabes i projekterne, gøres tilgængelig for alle.
  • Fonden har yderligere to læringsprojekter: NyNaturfag og KlogPåNaturfag, der begge understøtter naturfagene i den danske grundskole. NyNaturfag støtter skoler, der skal indrette faglokaler, mens KlogPåNaturfag hjælper med opkvalificering af naturfagslærere.
Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg