Nyt år - nyt fokus

Glædelig jul og godt nytår. Årsskiftet markerer en markant ændring i Kata Fondens almennyttige arbejde. Fonden går fra at have flere enkeltstående projekter til primært at fokusere på LEAPS initiativet

nytaar.jpg

Kata Fonden har i lang tid haft det som en af sine hovedopgaver at styrke teknik og naturfag i grundskolen. Målet er at bidrage til, at danske unge står bedst muligt rustet til en stadig mere teknologisk fremtid.

Hos Kata Fonden vil vi, sammen med kommuner, skoleledere og lærere, udvikle skoler, der havde et skarpt fokus på naturfag. Vi kaldte det science-skoler. Altså skoler med mere naturfag, flere timer, lærere og forsøg og mere udstyr - kort sagt mere af det, der er essensen i naturfag i dag.

Idéen til projektet opstod for tre år siden, og den var mægtiggod.

Indtil vi mødte eksperter fra USA. De forklarede, at hvis man vil stimulere interessen bredt for naturfag, så skal naturfagene integreres meget bedre med de andre fag, således at det giver mening for flere børn.

Væk med silo-tænkning og ind med den tværfaglige integration - også i forhold til de humanistiske fag.

Hvordan kan man gøre det? Projekter og projektbaseret læring kan bruges til at integrere, lærte vi.

Det kræver imidlertid en betydelig omstilling af en skole at integrere fag gennem projekter,
der ikke kan klares på en enkelt lektion, men måske kræver et forløb på seks-syv uger. Det er en omstilling, der kræver fuldt fokus i fire-fem år.

Derfor har vi, sammen med Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Villum Fonden, Bitten og Mads Clausens Fond samt Fremstillingsindustrien lanceret LEAPS, som gennemføres på fire danske grundskoler. Det tre første skoler er offentliggjort; nemlig Sønderskov-Skolen i Sønderborg, Kvaglundskolen-Signatur i Esbjerg og senest Herfølge Skole i Køge. Den sidste skole offentliggøres i begyndelsen af 2018.

Det er en kæmpe opgave for skolerne at gennemføre denne omstilling, og det er en kæmpe opgave for os at understøtte omstillingerne. Derfor har vi hos Kata Fonden gjort det til vores hovedopgave fra og med 2018.

Fra nytår er der fuldt fokus på LEAPS initiativet og de fire skoler, tusinder af elever, endnu flere forældre og små 200 lærere og pædagoger.

Vi ser frem til et spændende forløb. Vi vil løbende dele ud af vores erfaringer; både gode og mindre gode… de sidste lærer man ofte mest af.

Vi ønsker alle et godt og lærerigt nytår.

Peter Skat-Rørdam, fondsdirektør Kata Fonden 

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg